Nyhedsbrev April 2003
Bestyrelsesposter fordelt
På bestyrelsesmødet d. 27.marts var der genvalg
til Jørgen Jensen til posten som næstformand
samt til Jan Kristoffersen som kasserer. Benny Larsen blev
som bekendt valgt til formand på generalforsamlingen.
Arbejdsfordelingen i bestyrelsen blev der i øvrigt
ikke rokket særlig meget ved. Dog overtog det nyvalgte
medlem Carsten Fischer ansvaret for salg af briller og hætter,
ligesom han indgår i forberedelsen af invitationsstævnet
til efteråret. Svømmemærker mv. er fortsat
Ulla Als, og det er stadig Steen Jonsson Agger, der tager
sig af lokalereservationer, nyhedsbreve samt kontakt til
pressen.
Tranbjergløb 2003
Der er godt gang i planlægningen af Tranbjergløb
2003. I år foregår løbet søndag
d. 25.maj kl. 11.00, og der er de sædvanlige ruter:
9,4 km og 5,4 km for løbere og en 2,5 km barnevognsvenlig
familierute med små opgaver.
Salg af løbsnumre sker ved klubbens svømmere
i Center Syd fredagene 9. + 23. maj kl. 16-18 samt lørdagene
17. + 24. maj kl. 10-12. Der arrangeres fortræning
onsdagene op til løbsdagen med start ved Tranbjerg
Skole kl. 18.30.
Ideen bag Tranbjergløbet, der første gang afvikledes
i 2001 for at markere svømmeafdelingens 25 års
jubilæum, er dels at skabe et motionsarrangement i
og for hele Tranbjerg og dels at skabe omtale af svømmeafdelingen.
Endelig giver arrangementet et beskedent overskud til afdelingen
ikke mindst takket være velvillige sponsorer.
Klubmesterskaber
Klubmesterskaberne 27.april er i sidste fase af planlægningen.
Bestyrelsen holder møde igen tirsdag d. 15.april -
og her er klubmesterskaberne et vigtigt punkt.
Næste udgave af nyhedsbrevet forventes udsendt kort
tid efter næste bestyrelsesmøde 15/4. Indtil
da ønskes trænere, svømmere m.fl. en
god påske !

Til top