Nyhedsbrevet godt modtaget
Svømmeafdelingens nyhedsbrev kom til efter beslutning i afdelingens
bestyrelse i november 2002. Nyhedsbrevet rundsendes pr. mail til trænere
og andre tilknyttede - samt offentliggøres på afdelingens hjemmeside.
Det er her muligt at abonnere på nyhedsbrevet, således at man får
det direkte i sin mailboks, når et nyt nummer udkommer. Dette nummer
er det andet i rækken med informationer fra bestyrelsens møde
d. 13/1.
Forårets planlægning på plads
Bestyrelsen blev orienteret om og tog stilling til de aktiviteter - herunder
deltagelse i stævner - der er planlagt for det første halvår.
Der har været et ønske om, at der blev flere muligheder for talenthold
og nogle øvede svømmere for at komme i konkurrence med andre
på samme niveau, og dette er tilgodeset i forårets plan. Bestyrelsen
fastlagde forårets ministævne til lørdag . 29/3 og plaskestævne
til søndag d. 30/3.
Nye tiltag omkring Tranbjergløbet
Planlægningen af årets Tranbjergløb - søndag d.
25.maj - er så småt i gang. Vedrørende selve løbets
afvikling tænkes ingen væsentlige ændringer. Men bestyrelsen
er stemt for at give mulighed for at tilmelde sig som hold. Formålet
er at søge at få flere lokale grupper, institutioner og forretninger
til at stille hold til og dermed øge den lokale interesse omkring løbet.
Det overvejes, om der kan arrangeres elektronisk tilmelding og evt. betaling
til løbet. Løbet er allerede optaget i løbskalendre på nettet.
Bestyrelsen satser på i lighed med sidste år at stå for nummersalg
i centeret, men i modsætning til sidste år vil man inddrage et
par fredag eftermiddage sammen med nogle lørdag formiddage. I år
skal der trykkes nye løbsnumre, og det må formodes, at denne udgift
vil gøre det økonomiske overskud noget mindre.
Generalforsamlingen
Som tidligere udmeldt finder årets generalforsamling sted i klubhuset
onsdag d. 12. marts. Ifølge foreningens vedtægter er formanden
på valg hvert år, mens halvdelen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer
er på valg hvert andet år. Først på bestyrelsesmødet
d. 24. februar afklares det endeligt, hvor mange bestyrelsesmedlemmer, der
er villige til genvalg, men meget tyder på, at der sikres en god kontinuitet
i bestyrelsen samtidig med, at der bliver plads til "nyt blod".
Ny kartoteksfører
I forbindelse med bestyrelsens planlægning af generalforsamlingen har
vi fra Ida Rudbjerg, der gennem en del år har taget tjansen med at holde
styr på foreningens kartotek samt - ikke mindst - haft kontakten med
de mange, der har ringet til klubben for at kunne starte med at svømme,
fået den besked, at hun nu finder tiden inde til at blive afløst.
Bestyrelsen påskønner det store arbejde, Ida har lagt i afdelingen,
og respekterer den beslutning, hun har truffet. Vi er derfor i gang med at
finde en afløser, der forhåbentlig kan præsenteres i forbindelse
med generalforsamlingen.
Fokus på svømmere i Tranbjerg Tidende
Forrige år kunne man i hvert nummer af Tranbjerg Tidende læse
om en af klubbens svømmere. Bestyrelsen finder, at det er en god måde
at sætte ansigter på de mange oplevelser, der er ved at være
i en svømmeklub. Derfor vil Steen, der i bestyrelsen har ansvaret for
svømmestoffet til klubbladet, der udkommer som en del af Tranbjerg Tidende,
rette henvendelse til trænerne for at få hjælp til at sikre
en ny serie med forskellige svømmere fra klubben.
Næste sæson i støbeskeen
I starten af marts skal afdelingen give kommunen besked på, hvilke
tider vi ønsker i svømmesalen på Tranbjerg Skole og i Solbjerg
Svømmehal. Bestyrelsen forventer i næste sæson et aktivitetsniveau
nogenlunde som i indeværende. I samme forbindelse er vi opmærksomme
på, at der i fremtiden bl.a. i forbindelse med yderligere nybyggeri vil
kunne opstå behov for endnu mere svømning, og det er derfor glædeligt
at konstatere, at der hele tiden er nye svømmere, der er parate til
at tage en træneruddannelse og dermed også til at tage del i det
store arbejde med at sikre, at der hver uge stort set året rundt svømmes
godt 30 timer under kyndig vejledning.
AIA/Tranbjergs svømmeafdeling har ved starten af år 2003 lige
godt 300 medlemmer, veluddannede trænere og en særdeles sund økonomi.
Næste udgave af nyhedsbrevet forventes udsendt kort tid efter næste
bestyrelsesmøde 24/2, hvor bl.a. årets budgetforslag vil blive
lagt fast.

Til top