Nytår
Så blev det 2006, underligt at det forgangne år allerede er
ovre. Til I, der også synes det er gået for stærkt, kan jeg kun sige at vi må
trøste os med det ekstra sekund vi har i dette år.
Et sekund… Lidt underligt, egentlig kan man ikke bruge det
til noget som helst alene. Det er ikke fordi man lige kan nå at købe ind, hvile
ud eller løbe en tur, men alligevel kan denne tidsenhed i visse situationer
afgøre forskellen på liv og død, glæde og bitterhed.
 
Sidstnævnte situationer er heldigvis det vi kender mest til,
et sølle sekund kan afgøre dagen for vore kære svømmere. Starter dagen godt,
kører resten i olie, mens en dårlig start, vending eller sågar vejrtrækning på
nogle dage kan ødelægge alt.
Heldigvis har vi gentagne gange set vort sammenhold er så
stærkt, at en sjov bemærkning fra en holdkammerat kan vende dagen fuldstændig,
sådan fungerer det når det er bedst, sådan er det i AIA.
Dejlige svømmere
I samme ombæring vil jeg gerne rette en personlig tak til alle
svømmerne, fordi de er som de er, at de har det sjovt sammen, nyder at være til
svømning, og samtidig forener det med arbejde, udvikling og forbedringer. I
denne forbindelse husker jeg ganske tydeligt stævnet i Horsens, hvor vi for det
første var eneste klub der havde et banner med, men mest at hele holdet blev 1½
time efter stævnet og hoppede fra vipper og boblebadede. Det var ren hygge.
Massiv opbakning fra forældre
Når vi er ved stævner vil jeg gerne udtrykke min glæde ved
at se så mange forældre støtte deres børn. Det er herligt at se Jer derude,
uanset om I er med som officials, hjælper med at holde styr på svømmerne eller
blot kommer forbi for en kort bemærkning og ser et løb eller to. Det er
desværre ikke altid der er tid og overskud til en sludder, men det er rart når
det lykkes. Seneste eksempel er HEI Cup; vi havde klart flest forældre der
trodsede de hårde siddepladser, og vi er meget stolte af den opbakning vi, og
vore svømmere har fra Jer, mange tak for det!
Økonomi og udvikling
Jeg vil gerne takke bestyrelsen for deres store arbejde bag facaden,
hvert medlem og hvert bidrag med ideer eller værdifulde kommentarer. Visheden
om mange øjne på det administrative, og der altid er støtte til vore trænere er
rar at have med på kanten. I 2005 har der været øje på økonomien ved alle
aktiviteter – som vist også har givet pote i forhold til vores meget negative
regnskab for 2004. Vi forventer vist – uden jeg vil drages til ansvar for det –
et neutralt eller svagt positivt regnskab for 2005. I denne forbindelse vil jeg
meget gerne fremhæve, at der samtidig også har været plads til udvikling og nye
ideer.
AquaCamp
Afholdelsen af AquaCampen i
efterårsferien er efter min mening det mest positive, og største tiltag. Det
var en hurtig ide der blev grundigt undersøgt og derefter søsat. Det var en
sportslig succes, og helt sikkert noget der bliver gentaget. Jeg var selv med
som ansvarlig træner, og jeg var særdeles positivt overrasket over ungernes
deltagelse og evner til at tilpasse sig og tage hensyn til hinanden.
www.aia-tranbjerg.dk/svoemning
En grundig renovation af hjemmesiden, med flere nye ting er
en stor tilfredsstillelse for mig og jeg håber at endnu flere vil benytte vores
side; dér kan I finde ALT hvad I har brug for! At Brian har tid, lyst og
overskud til at stå for dette er jeg meget glad for, og hans personlige hold,
vandgymnastikken er sjovt at følge. Det er dejligt at se der ligefrem er
startet folk, udelukkende fordi han er kommet tilbage, det er stort, det tager
jeg hatten af for Brian!
Lettere stævnetilmelding
Forældremødet i starten af december er også en halv-ny ide, der godt nok har været længe undervejs, men
endelig er blevet til noget. Det var herligt at se så mange, og vi er meget
glade for I har taget ideen med distribution af sedler på e-mail til Jer, det
vil lette vor dagligdag meget. Endnu et tiltag, der er med til at fastholde
trænernes koncentration på kanten, i stedet for at sortere papirer.
Ung og dynamisk trænergruppe
Månedens tema – gennemgående på alle hold
Når vi er ved trænerne vil jeg runde af med at takke hver af
Jer. Begejstring, hold-ånd og alternative aktiviteter
var kodeordene i månedens tema i oktober måned. Bolden ”Månedens Tema” blev
kastet op af undertegnede, og perfekt smashet til baglinien af den yngste
trænerstab i klubben hidtil.
Det er dejligt at se Jeres engagement og villighed til
hurtigt at hoppe på en hurtigtgående ide, der kommer ud af det fri. Bedste
eksempel er ”Tosset Torsdag”, der blev besluttet en mandag formiddag, med
tidsramme til efterfølgende torsdag, men alle fik besked og 46 svømmere drog
til Solbjerg om torsdagen til sjov og leg. I øvrigt imponerende at så mange
fandt derned, med så kort varsel!
Trænermøder – nu hver måned!
Vores nyindførte trænermøder første tirsdag i hver måned
forventer jeg mig meget af, og det er herligt at se Jeres fremmøde på 100 % i
disse. Det er vi den eneste klub der kan prale af, og jeg er sikker på det gør
os alle bedre, og kommer alle med forbindelse til svømmeafdelingen til gavn.
Slutteligt vil jeg gerne takke Rasmus for hans lyst, tid og
overskud til at træde til da det var allermest nødvendigt. Jeg er sætter stor
pris på vores samarbejde, ideer og konstruktive dialoger J
Kommende arrangementer
Limfjordscup i Struer den 4.-5. februar. Invitationer er sendt ud, nærmere information omkring afgang følger snarest muligt.
Med disse sidste ord for i år vil jeg hermed ønske alle et godt nytår!
Morten Willer

Til top