Generalforsamling 2002


Dagsorden

Der afholdes generalforsamling i AIA Svømmeafdeling onsdag den 12. marts 2003 kl. 19.00 i klubhuset.
Afdelingsgeneralforsamling afholdes én gang årligt forud for hovedgeneralforsamlingen og indkaldes med 14 dages varsel gennem medlemsbladet eller dagspressen. Dagsorden skal indeholde følgende, men kan suppleres efter behov:

1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger bestyrelsens beretning
3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab samt budget for det kommende regnskabsår
4. Forslag. (Skal være formanden i hænde skriftligt senest 8 dage før generalforsamlingen.)
5. Valg:
a. Formand for etårig periode:
    Øjvind Brøgger - modtager ikke genvalg
b. 3 bestyrelsesmedlemmer, alle for 2 år:
    Bernny Larsen- villig til genvalg
    Ulla Als - villig til genvalg
    Jørgen Jensen- villig til genvalg
c. En bestyrelsessuppleant for etårig periode:
    Martin Eriksen - modtager ikke genvalg
d. En revisor for 2 år
   Benny Rasmussen - modtager ikke genvalg
e. En revisorsuppleant for etårig periode
    Lars Jacobsen - villig til genvalg
6. Eventuelt.

Gå til top
Til top

Referat

Ad 1.
Formanden bød velkommen til de ca. 13 personer, som var mødt op til generalforsamlingen. Bestyrelsen foreslog Jens Askgaard til dirigent. Han modtog og for takkede for valget. Han kunne konstatere, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt i Uge Nyt d. 19/2 2003.

Ad 2.
Formanden aflagde bestyrelsens beretning, som vedlægges. Efter fremlæggelsen overgav formanden beretningen til generalforsamlingen. Der blev spurgt til svømmehal/vandrehjems projektet i Tranbjerg. Benny Larsen svarede, at arbejdet midlertidig er sat i stå pga. pengemangel, men at man stadig prøver, at finde evt. fonde, der vil gå ind i projektet.. Jens Askgaard orienterede i den forbindelse om, at der skal bygges ca. 610 nye husstande i Tranbjerg, så muligheden om en svømmehal/vandrehjem er stadig til stede.

Ad 3.
Kassereren fremlagde regnskabet for 2002. Det viser et underskud på ca. 10.000,- blandt andet på grund af øget stævneaktivitet, kurser til trænerne og en lønforhøjelse til trænerne. Regnskabet blev godkendt.
Kassereren fremlagde derefter budgetforslag til 2003. Der kommer en kontingent stigning til efteråret på ca. 7%. Budgettet blev godkendt.

Ad 4.
Ingen indkomne forslag.

Ad 5.
a. Bestyrelsen foreslog Benny Larsen, som accepterede og blev valgt.
b. Bestyrelsen foreslog Carsten Fischer, som accepterede og blev valgt
    Ulla Als genvalgt.
    Jørgen Jensen genvalgt.
c. Bestyrelsen foreslog, at pladsen holdes åben til konkurrenceholdets
    træner, dette blev accepteret.
d. Bestyrelsen foreslog Lars Jacobsen, som har accepteret og blev valgt.
e. Bestyrelsen havde en skriftlig accept fra Kim Borgstrøm, som blev valgt.

Ad 6.
Ida Rudbjerg ønskede at stoppe som ”kartoteksfører”. Bestyrelsen takkede Ida for de mange år Ida har lagt i svømmeafdelingen. Øjvind Brøgger overtages nu arbejdet omkring ind- og udmeldelser.

Dirigenten afsluttede mødet og formanden takkede for god ro og orden.

Referent Ulla Als

Gå til top
Til top

Beretning

Bestyrelsens beretning indeholder en opsummering af både de mere administrative og organisatoriske aktiviteter, som har fundet sted, og så selvfølgelig det det hele drejer sig om, nemlig de sportslige.

Traditionen tro vil beretningen være opdelt i, hvad vi kunne kalde en statusdel, en gennemgang af de ikke-sportslige aktiviteter og de rent sportslige.

Status

Bestyrelsen

Efter afholdelse af valgene på sidste års generalforsamling kom bestyrelsen til at bestå af følgende medlemmer, som konstituerede sig på denne måde:

Formand: Øjvind Brøgger
Næstformand: Jørgen E. Jensen
Kasserer: Jan Kristoffersen
Svømmeleder: Benny Larsen
Øvrige medlemmer: Ulla Als, Steen Jonsson Agger, Uffe Stelman
Suppleant: Martin Eriksen
Der har i løbet af året været afholdt 8 bestyrelsesmøder.

Herudover udfører Ida Rudbjerg et stort stykke arbejde for os ved at føre og holde styr på holdene rent navnemæssigt. Ida bliver jævnligt kontaktet af personer, som ønsker at komme til at svømme, og hun giver oplysninger om, hvilke muligheder der er. Bestyrelsen vil gerne sige Ida tak for det arbejde hun udfører for os.

Medlemssituationen

Vi har i år oplevet en lille nedgang i medlemstallet i forhold til sidste år. Ved udgangen af 2002 var vi 308 medlemmer mod 327 ved udgangen af 2001, så der er plads til flere medlemmer i foreningen.

I lighed med tidligere sidste år havde vi egen indskrivning i august. Som tidligere fik vi hjælp fra Benny og Grete Rasmussen, som gjorde livet lidt lettere for vores nye kasserer. Indskrivningen forløb fint, og der skal lyde en tak til alle ekstrahjælpere, som deltog.

Svømmehold

I 2002 fik vi endelig efter mange forsøg startet et hold med familiesvømning søndag formiddag. Udover dette har er der ikke startet nye typer af hold, så det lader til, at vi har nået et niveau og indhold, der appellerer til beboerne i Tranbjerg. Der har været stor tilgang på begynderholdene, men vi har kunnet imødekomme behovet.

Forhold til samarbejdspartnere

Året har været præget af ro og stabilitet.
Det kan ikke undgås, at der opstår lidt spændte situationer, når der sker uheld i de tekniske installationer i svømmesalen, men en konstruktiv dialog med Tranbjerg Skole har sikret et fortsat godt samarbejde mellem myndighederne og klubben, og vi ser frem til, at dette fortsætter.

Ikke sportslige aktiviteter

Træner- og officialuddannelse

I 2002 har vi fortsat praksis fra tidligere år med at videreuddanne vore trænere. Vedrørende uddannelse som officials har vi i 2002 fået uddannet en række officials, så vi altid er i stand til at stille med det ønskede antal, når vi sender vore svømmere til stævner. Der vil altid være brug for nye officials, så er der nogle blandt vore medlemmer, der gerne vil uddannes, kan man altid henvende sig til bestyrelsen og især Benny Larsen.

Hjemmeside

Vi har i bestyrelsen et fint samarbejde med Brian Pedersen, som er vores web-master. Det siger vi Brian tak for.
I bestyrelsen overvejer vi hele tiden, hvordan vi kan udnytte mulighederne i et medie bedst muligt. Som noget nyt i 2002 på informationsområdet er bestyrelsen påbegyndt udgivelsen af et nyhedsbrev. Nyhedsbrevet udkommer umiddelbart efter, der har været afholdt bestyrelsesmøde, og i brevet orienterer vi kort om, hvad der har været behandlet på mødet. Nyhedsbrevet offentliggøres på vores hjemmeside, og alle, der ønsker at modtage nyhedsbrevet, når det offentliggøres, kan få det tilsendt via mail. Tilmelding til denne service sker på hjemmesiden. Vi ser i bestyrelsen nogle muligheder for at udnytte hjemmesiden i det interne bestyrelsesarbejde, og hovedbestyrelsen er på vores initiativ i gang med at undersøge mulighederne for at bruge en del af serverpladsen til fælles arbejdsområde for bestyrelsen.

Tranbjergløbet

Tranbjergløbet blev afviklet for anden gang og blev igen en succes både afviklingsmæssigt og økonomisk.

Sportslige aktiviteter

Kraftcentersamarbejde

AIA-TRANBJERG svømmeafdeling er med i kraftcentersamarbejdet omkring AGF. AIA-TRANBJERG er et aktivt medlem i samarbejdet, og vi både yder og nyder. Samarbejdet skal tages op til revision, men det er bestyrelsens indstilling at fortsætte samarbejdet.

Trænersituationen

Der gøres fra trænerne i samarbejde med bestyrelsen en stort arbejde for at sikre stor kontinuitet i svømmearbejdet. Vi har en veluddannet og engageret trænerstab, og vi fører en politik, som forsøger at sikre, at vi hele tiden rekrutterer nye trænere fra egne rækker. Det har indtil nu vist sig at være en god politik, så den holder vi fast i.
Det er bestyrelsens indtryk, at alle trænere i 2002 har lavet et stort og fint arbejde på alle vore hold.

Træningslejr

Træningslejren i 2002 blev afholdt i Videbæk Idræts- og Fritidscenter med svømmere fra konkurrence- og talenthold. Alle fik en god oplevelse, og efter en hård weekend var det en flok trætte svømmere/trænere/ledere, der søndag eftermiddag vendte tilbage til Tranbjerg.

Deltagelse i stævner

Kraftcentersamarbejde, uddannelsen af trænere, afholdelse af træningslejr, osv. har som mål, at vi får bedre svømmere. Disse aktiviteter skal sammen med den daglige træning så at sige bære frugt ved deltagelse i stævner rundt om i landet. Vi har i bestyrelse tilskyndet til øget aktivitet på denne front, fordi vi mener, det er godt for vore svømmere at prøve kræfter med andre, komme ud og vise badehætten og møde svømmere fra andre klubber. Det har både en sportslig og en social dimension, som er med til at udvikle vore svømmere.
Vi har i 2002 deltaget i mange stævner både lokalt, forskellige steder i Jylland og internationalt. For første gang har svømmere fra AIA-TRANBJERG deltaget i et udenlandsstævne, nemlig stævnet i Brake i Tyskland. Der er ingen diskussion om, at det var en stor oplevelse og en stor succes at prøve et udenlandsstævne.

Venskabsstævne 2002

Den 22. september afholdt vi vort venskabsstævne 2002. Det blev en sportslig og økonomisk succes. På det sportslige krydres det særligt af, at nogle af vores gamle svømmere af deres nuværende klub får lov at stille op, selv om de rent sportsligt er på et lidt andet plan end stævnets målgruppe. Vi er i bestyrelsen glade for, at vores gamle svømmere på den måde bevarer kontakten til den klub, hvor de tog de første svømmetag. Og vi er overbeviste om, at det virker inspirerende på vores medlemmer at få besøg og være oppe imod nogen af Danmarks – ja Nordens bedste og så vide, at de altså kommer fra Tranbjerg.

Ministævner

Der har også i år været afholdt mini- og plaskestævner for begyndere og øvede svømmere. Stævnerne var som sædvanligt vellykkede og velbesøgte. Det er vores bestemte indtryk, at alle deltagere får en god oplevelse.

Med afviklingen af Venskabsstævnet, Tranbjergløbet og ministævnerne har klubben bevist, at den er i stand til på en god måde at vise sit ansigt udadtil så vel som indadtil. Uden frivillige hjælpere og sponsorer gik det ikke, og vi vil gerne sige alle tak for hjælpen og opbakningen, som vi håber fortsætter.

Resultater

  2002 2001
Talent 3 6
Flipper 3 9
Bronze 1 6 8
Bronze 2 8 10
Bronze m. sløjfe 12 5
Bronzedelfin 10 4
Bronzedelfin 2 7 2
Bronzedelfin m. sløjfe 6 4
Sølv 1 6 4
Sølv 2 6 2
Sølv m. sløjfe 3 2
Sølvdelfin 0 0
Sølvdelfin 2 0 0

I alt 70 nåle i 2002 mod 56 i 2001. Med hensyn til klubrekorder blev der i 2002 sat 58 fordelt med 34 på kortbane og 24 på langbane, mens der i 2001 kun blev sat 19 klubrekorder.

Klubmesterskaberne

Klubmesterskaberne blev i år afviklet med 49 svømmere. Vi er i bestyrelsen enige om, at det er et godt arrangement, som er af stor betydning for klubben.
Afviklingen af klubmesterskabet kræver en indsats fra mange, både trænere, bestyrelse og frivillige. Vi vil gerne sige tak til alle de frivillige for hjælpen. Uden deres indsats ville det være vanskeligt for os at gennemføre klubmesterskabet i sin nuværende form.

Klubmestre år 2002 blev følgende:

  Drenge Piger
Gruppe1 Jens Halle Brøgger Nanna Jakobsen
Gruppe 2 Emil Guldmand Signe Borgstrøm
Junior Rasmus Dam Knudsen Heidi Rasmussen
Senior Lars Ole Thomsen Camilla Olesen

Afslutning

På bestyrelsens vegne vil jeg gerne afslutte denne beretning med endnu engang at takke alle som på den ene eller anden måde bidrager til at gøre AIA-TRANBJERG Svømmeafdeling til den dejlige svømmeklub vi er.

Hermed overgiver jeg bestyrelsens beretning til generalforsamlingen.

Gå til top
Til top

Sidste nyt!